Fra 1. september eller hurtigst muligt derefter søger vi en ny kollega, som med hjerte og engagement kan blive en del af vores SFO-team samt støttelærer i indskoling og mellemtrin. Stillingen er 35 timer ugentlig med ligelig fordeling på SFO og skole.
Refsvindinge Friskole lidt uden for Nyborg har mere end 150 års historie, men holder til i lækre faciliteter med masser af muligheder inde og ude.
Vi er Grundtvig-Koldske i vores udspring og lægger i forlængelse heraf vægt på, at vores børn forlader skolen efter 9. klasse med udsyn, nysgerrighed og sociale kompetencer tillige med en solid faglig ballast. Vi er kendt for vores fællesskab, gode atmosfære samt nærværende og imødekommende omgang med hinanden i alle relationer – både børnene imellem, mellem børn og voksne og i forældresamarbejdet.
Børnenes trivsel er det vigtigste for os. Personen, vi søger, skal derfor først og fremmest være dygtig til at rumme og til at skabe gode relationer til børnene. Du skal være initiativrig og sammen med kollegerne have lyst til at planlægge og gennemføre aktiviteter sammen med børnene og kunne skabe et trygt og stimulerende miljø.
En væsentlig del af arbejdet består af støtte til børn med udfordringer i den almene undervisning. Det er vigtigt, at du gennem erfaring, uddannelse eller kurser er rustet til at rumme og møde disse elever anerkendende og med omsorg. Vi lægger desuden vægt på, at du evner at samarbejde med hovedlæren i de timer, hvori du er støtte.
Hvis du tillige har viden om eller interesse for motorisk træning med børn, er det et plus.
Om du har din erfaring fra friskole- eller folkeskoleverdenen, er ikke afgørende. Men du har forståelse for, hvad friskolelivet indebærer og kan lave en undervisning, der skaber lyst til at lære, glæde, nysgerrighed, mod, begejstring, men også plads til at fejle og rejse sig igen.
Kan du matche disse ting, tilbyder vi til gengæld en skole med rigtig gode arbejdsforhold og et lærerværelse med søde, engagerede, hjælpsomme kolleger og plads til både grin og alvor. Hertil en masse søde børn og en engageret forældregruppe.
Er du nysgerrig? Så er du meget velkommen til at høre nærmere om stillingen og evt. komme på besøg for at fornemme stedet. Kontakt skoleleder, Kasper Karlsen, på tlf. 6533 1229. Har du brug for diskretion i forbindelse med din interesse for stillingen, har vi naturligvis forståelse herfor.
Ansøgning, CV og andre relevante dokumenter bedes indsendt via knappen "Ansøg dette job"
Samtaler forventes afholdt tirsdag den 20. august, hvorfor vi gerne vil have din ansøgning mv. senest fredag d. 16. august kl. 12.00.
Husk at skrive i din ansøgning, at du så jobbet hos Ofir