facebook-er-afgoernde-i-jobsoegning

Her er grunden til, at Facebook er afgørende i jobsøgningen

af Alexander Kragh

“Virksomheder bruger Facebook til at undersøge ansøgere, så sørg for at have styr på, hvad de kan se om dig.”

Hvis ikke du endnu har fået dette råd i jagten på at finde et job, så kommer det nok snart. Det er jo ikke sikkert, at din forhåbentlig kommende arbejdsgiver behøver at se alle billederne fra ungdomsferien på Ibiza og alle de indforståede jokes i kommentarfeltet.

Men det kommer rigtigt mange af dem til. Som verden ser ud i dag, tjekker kommende arbejdsgivere nemlig overraskende ofte ansøgere ud på de sociale medier, inden de kalder mulige kommende medarbejdere til samtale.

Læs også: 5 grunde til at arbejdsgivere tjekker dig ud på sociale medier

Flere og flere virksomheder er på Facebook

Det er dog ikke kun virksomhederne, som kan have gavn af Facebook. Jobsøgende kan i den grad også have fordel af at følge virksomheden på Facebook, når jobbet skal landes.

Knap 66% af alle danskere logger ind på Facebook hver eneste dag, og det gør Facebook til det absolut mest dominerende sociale medie i Danmark.

Derfor har rigtigt mange virksomheder og arbejdspladser også Facebook-sider, hvor de i højere eller lavere grad deler ud af information om dem selv. Og selvom de fleste virksomheder er meget bevidste om, hvilke ting der bliver “sat i vinduet”, så kan jobsøgende alligevel få mange vigtige informationer ved at presse næsen mod ruden og kigge lidt rundt i krogene.

Facebook som jobsøgningsværktøj

Naturligvis kan man danne sig et indtryk af en virksomhed, ved at kigge på dens hjemmeside, men det gennemarbejdede indhold er ofte designet til at signalere helt bestemte værdier eller budskaber. På sociale medier går det bare stærkere, og derfor vil der ofte være bedre indikationer på, hvilken kultur, der i virkeligheden hersker i virksomheden eller på arbejdspladsen. Det kan hjælpe dig til at finde den rette tone til samtalen og de rette samtaleemner.

Her er 3 ting, som kan være værd at kigge lidt nærmere på, når du skal “stalke” en arbejdsgiver inden en samtale eller ansøgning:

1. Indhold

Hvilket indhold virksomheden deler, er naturligvis interessant, når du skal finde ud af, hvilken slags virksomhed, der er tale om. Det kan være værdifuldt, når du skal tolke på de ofte lidt diffuse stillingsopslag, som skal danne grundlag for din ansøgning. Hvilke arbejdsopgaver gemmer sig reelt bag de flotte formuleringer? Og er det opgaver, som du kan og vil arbejde med?

At have læst virksomhedens tidslinje igennem giver også en række konkrete emner at tale om og spørge ind til, når du sidder i samtalen. Med oprigtige spørgsmål til konkrete og aktuelle projekter kan man vise sit engagement i samtalen, og de fleste chefer vil gerne fortælle om deres projekter.

2. Billeder

Ved at tage et nærmere kig på billederne fra virksomheden, kan du godt få et indtryk af, hvilken kultur, der hersker på arbejdspladsen. Er det jakkesæt og slips, eller er det hættetrøje og jeans? Er der billeder af personalemiddag på en Michelin restaurant, eller er det dåsebajere til en fredagsbar?

Billederne kan naturligvis også være vigtige, når du skal beslutte, hvilken slags tøj, du skal have på til jobsamtalen. Det er aldrig rart at være over- eller underdressed, når man skal møde mennesker, man ikke kender endnu.

3. Kommentarer

Når du har nærstuderet billeder og tekst, har du et godt indtryk af virksomheden. Men du er ikke færdig endnu. Der er nemlig stadig meget information at hente, hvis du bladrer gennem kommentarerne til de enkelte opslag.

Hvordan ser kunder og brugere på virksomheden? Og ikke mindst hvordan svarer virksomheden på både positive og negative henvendelser fra kunderne? Er det en løssluppen og personlig stil, eller er det en distanceret og formel stil?

Der kan du finde mange indikationer på, hvilken kultur du forhåbentlig skal træde ind i – og om det overhovedet er en arbejdsplads, du kan se dig selv være en del af.

Få flere råd til din jobsøgning med Ofir

Hvordan planlægger man sin jobsøgning? Læs mere i artiklen “Sådan planlægger du din jobsøgning
Har du prøvet at søge en stilling uopfordret? Bliv klædt på til at søge job uopfordret ved at se Ofirs video med Karriererådgiver Marianne Kobberø: Den bedste guide til at søge job uopfordret

Kom nemmere videre i dit arbejdsliv med Ofir

Ofir hjælper jobsøgende med at komme nemmere videre i deres arbejdsliv.
Gør som 300.000 brugere allerede har gjort. Opret en Ofir jobagent i dag og modtag straks nye job i din indbakke. Du kan også tjekke ledige job på vores jobportal og finde dit næste job på Ofir.dk/job.

Ofte stillede spørgsmål

Der findes en lang række grupper på Facebook, der kan hjælpe dig til at finde et job. Eksempelvis har gruppen “Job nu og her – Hele Danmark” over 20.000 medlemmer. Prøv at søge efter branchespecifikke grupper på Facebook, der passer til dig og dine interesser. Gør opmærksom i grupperne, at du leder efter arbejde. Gør opmærksom på dine kvalifikationer, så de andre medlemmer let kan matche dig med ledige job.

Brug sociale medier i din jobsøgning ved at opdatere dine profiler så du præsenterer din karriere og dine færdigheder. Følg og engager dig med de  virksomheder, du gerne vil arbejde hos. Lav opslag for at demonstrere din ekspertise og interesse inden for dit felt. Udtryk dig selv professionelt, men vis også din personlighed. Brug sociale medier til at lære om virksomhedernes kultur og værdier.

Medarbejdere kan udtrykke meninger på Facebook, men de skal være opmærksomme på arbejdsgiverens adfærdspolitikker og undgå ærekrænkende indhold, fortrolige oplysninger eller skade virksomhedens omdømme. Det er vigtigt at kende virksomhedens sociale mediepolitik og udvise god dømmekraft ved deling af indhold online.