jobansøgning

Guide: den gode jobansøgning

author-avatar

af Nanett Winkler

Hvad er en god jobansøgning? Hvad skal der til for at slippe gennem nåleøjet til de eftertragtede job? Og hvordan ser et eksempel på en god ansøgning ud? Dette, og meget mere, får du svar på i Ofirs store ansøgningsguide, som bringer dig ét skridt nærmere drømmejobbet. 

Hvad er en jobansøgning?

En jobansøgning er den ene del af det ansøgningsmateriale, du sender til en virksomhed, når du ønsker at komme i betragtning til et job. Den anden del er dit CV. Jobansøgningen – også kaldet en ansøgning eller en motiveret ansøgning – har til formål at vise, hvordan du fagligt matcher den opslåede stilling, samt hvordan du kan skabe værdi for virksomheden.

Læs vores 10 gode råd til ansøgningen, og bliv godt klædt på til selv at skrive en effektiv ansøgning, der skiller sig ud fra mængden. Vil du lære fordele og ulemper ved at sende en uopfordret ansøgning? Bliv klogere på det her.

Forskellen på en jobansøgning og et CV

Ansøgningen og CV’et tjener hvert deres formål i ansøgningsprocessen. Hvor CV’et skal give et struktureret overblik over din tidligere arbejdserfaring, så skal ansøgningen demonstrere, hvordan du vil bruge denne erfaring til at løse opgaver i det søgte job. Begge dokumenter skal altså understøtte hinanden og sammen skabe et fortids-, nutids- og fremtidsbillede af dig og din faglige profil. ​

Layoutmæssigt adskiller jobansøgningen og CV’et sig fra hinanden, ved at jobansøgningen maks. fylder 1 A4-side, hvorimod CV’et kan fylde op til 3-4 sider. Der er også en sproglig nuance mellem de to dokumenter. CV’et er generelt formuleret i et neutralt og formelt sprog. Sproget i ansøgningen, derimod, må gerne bære præg af mere personlighed og kant.

Hvordan laver man en god ansøgning?

En god jobansøgning vægter kvalitet højere end kvantitet. Dvs. at din ansøgning kort og præcist bør matche den profil og de krav, der anføres i jobopslaget, med understøttende eksempler. 55 % af arbejdsgiverne tilkendegiver, at en mangelfuld beskrivelse af det faglige match er en af de hyppigste fejl, de diskvalificerer en ansøger på (kilde: Ballisager, ​​Rekrutteringsanalysen, 2018).

Derfor er det altafgørende, at du har fokus på kravene i jobopslaget i din ansøgning. 

En god jobansøgning beskriver også din motivation for at søge jobbet. Det viser, at du har sat dig ind i virksomhedens kultur, mål og visioner, og samtidig gør du ansøgningen unikt målrettet mod virksomheden. Vil du gerne vide, hvad arbejdsgivere finder vigtigst ved en ansøgning? Find svar på det i Det skal du fokusere på i ansøgningen.

Læs vores 5-trins guide til at skrive en god ansøgning, og få konkrete eksempler på gode formuleringer, du kan skrive, til hvert afsnit i ansøgningen.

Hvad er en god ansøgning?

  • Viser det faglige match mellem dig og det søgte job
  • Eksemplificerer, hvordan du kan skabe værdi for virksomheden
  • Beskriver din motivation for at søge jobbet
  • Viser personlighed og har sproglig gennemslagskraft 

Hvad er en dårlig ansøgning?

  • Er ukonkret og mangler eksempler
  • Er standardiseret og umålrettet 
  • Er lang og teksttung 
  • Er fikseret på dig frem for virksomheden

Hvordan ser en god ansøgning ud?

Førstehåndsindtrykket af din ansøgning er altafgørende for dine chancer for at blive kaldt til jobsamtale. 76 % af arbejdsgiverne bruger mindre end 5 minutter per kandidat på at læse både ansøgningen og CV’et igennem. Derfor skal din jobansøgning fremstå indbydende, overskuelig og letlæselig, hvis du vil gøre dig nogen forhåbninger om at klare første cut. 

Du kan gøre mange ting for at optimere layoutet af din ansøgning, så den både fremstår gennemarbejdet og skiller sig ud fra mængden. Find inspiration til det i denne guide, hvor vi giver dig konkrete do’s and don’ts omkring ansøgningens visuelle elementer såsom farver, font og skriftstørrelse.

Det kan i sidste ende gøre forskellen på, om din ansøgning bliver læst eller ej.

Eksempler på ansøgninger, der virker

Du kan læse, til du bliver skeløjet om alverdens tips og råd til, hvordan man skriver en god ansøgning, der virker. Men kunne det ikke være rart med nogle konkrete eksempler på, hvordan du bruger disse råd i praksis? Under Gode eksempler på ansøgninger, finder du 10 solide Word-skabeloner til ansøgningen, som du gratis kan downloade og redigere i med det samme. 

Skabelonerne tager udgangspunkt i forskellige karriereprofiler såsom pædagog, SOSU, butiksmedarbejder, akademiker, ungarbejder m.m. Vil du gerne se et eksempel på en ansøgning fra virkelighedens verden, som resulterede i en jobsamtale og sidenhed jobbet som HR-medarbejder? Den ansøgning kan du downloade lige her

Nedenfor finder du flere relevante artikler omkring ansøgningsprocessen. Følg samtidig Ofirs YouTube-kanal, hvor du kan se utallige webinarer, der omhandler jobsøgning.

Ofte stillede spørgsmål

En motiveret ansøgning er det samme som en almindelig ansøgning. Ansøgningen skal – som navnet antyder – beskrive din motivation for jobbet samt det faglige match mellem dig og den opslåede stilling. Begrebet “motiveret ansøgning” bruges også ifm. optagelse på uddannelser på kvote 2.

De kompetencer, du fremhæver i din ansøgning, bør være relevante for den søgte stilling. Udvælg 2-3 af dine spidskompetencer, som siger noget om, hvordan du kan løse opgaver i virksomheden. En kompetence kan eksempelvis være “fleksibel”, “serviceminded” eller “tillidsvækkende”.

Du laver en god jobansøgning ved at matche de behov, der beskrives i jobopslaget. Sammenkobl din faglige profil og kompetencer med jobbet, og kom med eksempler på, hvordan du konkret kan løfte opgaver i virksomheden. En god ansøgning beskriver også din motivation for jobbet.